SFO og matematikken

Langt de fleste børn tilbringer rigtig mange timer i skolernes fritidsordninger, og der foregår mange spændende ting, men den fremherskende holdning er, at alle aktiviteter skal være frivillige. Børnene må ikke forpligtes, for der er tale om fritid, ikke skoletid. Fritidsordningerne er imidlertid lige så forpligtede på skolens læseplaner som den øvrige del af institutionen, og spørgsmålet om hvor langt man kan gå i retning af at forpligte fritidsordningerne på læseplanerne, kunne være interessant at komme nærmere ind på. Det frie valg kontra en skolastisk skolefritidsordning?
At gennemføre et totalt frit valg er ikke et valg, det er at lade stå til, og en skolegørelse af børns fritid er lige så lidt attraktiv.
En mellemvej kunne være, at stille lærende fællesskaber til rådighed, hvor børnene får et reelt valg. Siderne her er et bud på denne mulighed.

 

Saftfremstilling
 

Rønnebærrene er modne i slutningen af september, og en smuk solskinseftermiddag, da sensommeren viste sig fra sin smukkeste side, samlede vi en god portion rønnebær, for at lave saft af dem.

Bærrene blev skyllet grundigt og kogt. Saften siedes fra og der smagtes til med sukker. Masser af sukker, for rønnebærrene er sure, meget sure.

Det begyndte med to børn, men sluttede med en større flok, der dybt engagerede deltog i festlighederne. Alle skulle røre, alle skulle være med til at tilsætte sukker, så en fornuftig arbejdsdeling måtte aftales.

Smagen nåede ikke at blive den helt store oplevelse for ret mange, så en af de deltagende drenge tilbød at tage frugt med til næste gang.

Næste gang gik vi mere systematisk til arbejdet. Alt blev målt og vejet, så vi kunne præsentere vores helt egen opskrift. Den er som følger:

700g æbler, 480g solbær og 80g rabarber koges grundigt i 1l vand. I mangel af målebægre, afvejedes 1kg. vand, fordi 1l vand vejer 1kg. Æbler og rabarber findeles og det hele koges i 20min under grundig omrøring.
Saften sies fra og den tilsættes 100g sukker.

Efter en særdeles grundig smagerunde, enedes alle om, at saften var fin som den var, og det var den bedste opskrift man kunne tænke sig.

Det faglige indhold omfatter: Tal, vejning, rummål, temperatur, tid, massefylde.

 

Opsendelse af raketter

Det er ikke så dramatisk, som overskriften lyder. Raketterne er sodavandsflasker af plast og brændstoffet er vand og trykluft.
Diplomet er tænkt som en tydeliggørelse af læringen.
 

 

 
Matematikværkstedet
 

 

Det begyndte helt tilfældigt med en snak om at lægge tal sammen og eleven ville gerne have styr på det.

Den første opgave gav ikke anledning til problemer, så det kunne godt gøres lidt sværere.

Mellemregningerne holdt han i hovedet, men fandt selv på, at det kunne være en god ide, at notere dem ned.

 

     
 

Derefter gik det hurtigt, og han måtte erkende, at der nu ikke længere var grænser, for hvor mange cifre han kunne magte.
Der var på intet tidspunkt tale om undervisning. Der stilledes spørgsmål eleven besvarede og teknikken med at notere tierovergangene, var elevens helt egen.

 

     
Elevens tankegangskompetencer var udslagsgivende for den læringsproces, der gjorde sig gældende, og det kan ikke andet end imponere, at noget der i en del lærebogssystemer svarer til flere års traditionel læring kunne gennemløbes så hurtigt og så sikkert.

Man kunne fristes til at stille spørgsmålet, om ikke det kunne tænkes gavnligt for den matematiske læring, at nytænke skolekonceptet.

 
Onsdag den 25. september 2013

En interesseret flok arbejdede med addition  med tierovergange, den lille og den forholdsvis store tabel, med division og med matematikspil. Ret imponerende, hvad der kan lade sig gøre, når man som elev selv bestemmer, hvad man gerne vil lære. SFO rammerne må, siges at være noget nær ideelle, hvad det angår.

En elev forklarede, at 20- og 30-tabellerne var magen til 2- og 3-tabellerne, man skulle bare sætte et 0 bagefter, så der var på den måde lette store tabeller og svære. Godt set. Samme elev opdagede, at når man spiller frøspillet, bliver mønsteret palindromer. Han kunne også let få øje på, hvordan mønsteret udvikler sig efterhånden som der kommer flere felter på spillepladen. Frøspillet, der kan hentes på linket herover, er til elever i alle aldersgrupper, men kan også bruges i indskolingen. Man skal bare nøjes med den første side.
 

Et par elever fra 2. årgang foreslog et spil, der gik ud på, at to spillere spillede kryds og bolle, men man måtte kun lægge en brik, hvis man var den hurtigste til at afgøre om det tal, der kom ud på en terning, var lige eller ulige.

En anden variation gik ud på, at de to spillere skulle vælge hver sit tal. Den  hvis tal kom ud, måtte lægge en brik.

På den måde kom der både sport og sandsynligheder ind i spillet.

Onsdag den 2. oktober 2013

Den saft vi tidligere har fremstillet blev i dag filtreret og tilsat en del mere sukker. Derefter blev det fordelt i engangsbægre og sat i fryseren. Hensigten er at undersøge frysepunkter for at undersøge sukkerets betydning.

Senere på dagen dukkede der en gruppe elever fra 3. klassetrin op. De havde lektier de gerne ville arbejde med, så der var god basis for at give en hjælpende hånd. Vi aftalte, at de gerne må komme igen, og at de vil kunne få hjælp, når de har problemer.